Guide: Rengøring og vedligeholdelse af kikkert og teleskop
Har man først investeret i en god kikkert eller et godt teleskop til at se på fugle, er der god mening i at passe så godt på det som muligt. Med denne artikel peger vi på nogle af de ting, du kan gøre, for at dit fede udstyr holder længst muligt!
Naturbutikken | 13. januar 2025
Ved hjælp af glaslinser sat i forlængelse af hinanden har menneskeheden fundet en metode til at kunne se ting som om, de var meget tættere på, end de egentligt er. Denne teknologi bruges til forskellige ting, men her i Natubutikken er i vi især interesserede i optik, når det bruges til kikkerter og teleskoper til naturentusiaster og fuglekiggere. Denne artikel har specifikt til formål at vejlede i, hvordan man vedligeholder og rengør sin optik. Meget af det, vi nu skal gennemgå her på siden, kan også bruges til kameraer.
Hvorfor bør du rengøre din kikkert eller dit teleskop?
Når vi i Naturbutikken anbefaler, at man husker at rengøre sin optik, er det af mere end én grund. Den korte historie er, at det blandt andet giver dig et bedre billede, når du ser på noget igennem din optik. Men hvis det ikke var grund nok, så hjælper regelmæssig rengøring dig også til at maksimerer, hvor længe du kan få glæde af din kikkert eller dit teleskop. Begge dele skal vi se nærmere på i det følgende.
Hold din optik ren for det bedst mulige billede
På den ene side har rengøringen den fordel, at det gør brugeroplevelsen bedre. Man skal tænke sådan på det, at alt, hvad mennesker ser, er lysbølger, der rammer vores øjne. Et stykke optik, som dem vi her taler om, transmitterer lys fra det beskuede objekt til vores øjne. Jo bedre fx en kikkert er produceret, des mindre lys tabes der, ved at lyset skal passerer igennem de forskellige glaslinser, hvorfor vi får en flottere og mere korrekt gengivelse af dét, vi ønsker at forstørre. Men hvis din kikkerts objektiv- og okularlinser er dækket af støv, bliver selv den bedste optik hæmmet! Alt, der sidder på dine linser, kommer i én eller anden grad til at påvirke det lys, som burde nå frem til dine øjne. Derfor kan må få mest muligt ud af fx sit teleskop ved regelmæssigt at rengøre linserne. Det skal dog indvendes her, at hvis man regelmæssigt holder sit udstyr rent for støv og fedtfingrer, vil man sjældent kunne se forskellen fra før og efter rengøringen. Dette er selvfølgelig at foretrække – men man skal måske tænke på det ligesom dét at vaske op i køkkenet. Hvis nogen efterlade en kop eller lidt bestik, kan man let arbejde rundt om det, men hvis man ikke sørger for at holde opvasken i bund, ender det pludselig med at fylde det hele. På samme måde er det med rene linser på kikkerter og teleskoper: hvis du ikke regelmæssigt gør dem rene, ender de sandsynligvis med at blive så beskidte, at en rengøring vil gøre en markant forskel for billedkvaliteten.
Forlæng levetiden på teleskop eller kikkert med regelmæssig rengøring
En anden fordel ved at holde din optik ren er, at det forlænger dens levetid. Glasset på de fleste seriøse kikkerter og teleskop er produceret med en coating (forestil dig et slags kemikalielag smurt på selve glasset), der afholder en større del af lysbølgerne fra at blive reflekteret væk. Dette er en stor fordel, da det lader mere lys passerer igennem kikkerten til dine øjne, og som nævnt ovenfor: mere lys giver et bedre billede. Denne coating kan til gengæld slides og ridses af, hvis man ikke sørger for at passe lidt på den. Bliver coatingen beskadiget vil man oplever, at glasset ser ud som om, tynde flager er begyndt at falde af oversiden. Lader man sandkorn eller andre skadelige elementer sidde på objektivlinserne af fx din kikkert, risikerer du, at de kommer til at blive skubbet rundt på glasoverfladen, hvormed de kan lave ridser i coatingen.
Hvordan rengør du teleskop og kikkert?
Der er flere måder at holde optik som kikkerter og teleskoper rene på, og de er ikke altid lige relevante! Vil du gerne være i stand til at håndterer næsten alle rengøringssituationer, så anbefaler vi i Naturbutikken, at du køber et rensesæt. Et typisk komplet rensesæt indeholder tre vigtige ting: en blæsebælg, en børste og et sæt med rensevæske og -klud. Med disse tre komponenter kan du holde dit fuglekiggergrej fri for de fleste uønskede elementer som sand, støv og fedtfingre.
Trinvis guide til rengøring af din kikkert og/eller dit teleskop:
1: Start altid med at blæse de største elementer fra glasset med en blæsebælg. Dette punkt er vigtigt, da disse elementer er de mest skadelige for glas og coating. 2: Når de største ting er fjernet fra din kikkerts linser, kan du børste eventuelle støvkorn og lignende af med den medfølgende børste. 3: Er der pletter på optikkens linser efter fedtfingre, kalk eller lignende, kan man bruge rensekluden til at pudse glasset med rensevæsken. Sprøjt væske på kluden og før den i koncentriske cirkler fra midten ud til kanten på objektivlinserne, du vil rengøre.
1: Fjern større elementer fra kikkertens glas med blæsebælg
2: Børst mindre artikler fra kikkertens glas med børsten
3: Brug pudseklud og rensevæske til at fjerne mærker efter fedtfingre eller lignende
Det er vigtigt, at rensevæsken, man bruger til optik som kikkerter og teleskoper, er lavet til formålet. Skal man bare fjerne mærker fra fedtfingre, er det som regel nok med en form for sprit, men hermed risikerer du at skade den coating, der er på god optik. Derfor skal du passe på med at bruge brillerens, som sjældent behøver tage denne slags hensyn. Til gengæld kan du regne med, at rensesæt lavet til kikkertudstyr altid vil være ufarligt at bruge. Når vi anbefaler, at du sprøjter væsken på kluden og ikke på kikkerten, er det altså ikke fordi for meget rensevæske kan være skadeligt for glasset, men fordi store mængder af det kan forvrænge billedet ligesom fedtfingre eller lignende. Sprøjter man det på kluden, er det meget lettere at styre mængden, der kommer på glasset.
En anden gavnlig effekt af at bruge rensevæske på sin kikkert eller sit teleskop i ny og næ er, at det kan fungerer som et beskyttende lag på glasset, der minimerer risikoen for at coating og glas bliver ridset. Dette kan være en særdeles effektiv måde at forebygge skader fra sandkorn i hård blæst, hvis man fx kigger på fugle ved Vesterhavet.
Et trick, som man også kan starte med, når man skal rengøre sin optik, er at skylle kikkert eller teleskop under rindende vand – fx en vandhane eller en bruser. Kikkerter og teleskoper, der laves til at kunne se på fugle, bliver nødt til at være vandtætte for at regnvejr ikke skal holde én tilbage. Derfor kan de sagtens klare en tur under vandhanen. Dette simple trick kan ofte være meget effektivt til at fjerne næsten alle forstyrrende elementer fra glasset samtidig med, at det kan rense ud i gevind som øjestykker og fokushjul, hvor sandkorn og lignende kan snige sig ind. Alt efter kalkindholdet i det lokale grundvand, kan man dog forvente kalkplamager på glasset. Dette kan let fjernes med en mikrofiberklud og lidt rensevæske, så det er intet problem.
Vær opmærksom på, at hvis dit okular kan skilles fra dit teleskop, da er det ikke sikkert, at de to dele stadig er vandtætte, når de er hver for sig. Vil du skylle dit teleskop på nævnte vis, anbefaler vi derfor, at du ikke skiller okularet fra objektivet.
Hvor ofte bør du rengøre din kikkert eller dit teleskop?
Som udgangspunkt kan du ikke rengøre dit optikske udstyr for ofte, men svaret afhænger selvfølgelig af, hvor meget du bruger kikkerten, og hvad du udsætter den for. Står en kikkert som regel i vindueskarmen eller et teleskop ved terrassedøren for at man kan observerer havens fugle, vil der sjældent være behov for den store rengøringstur. Sørger man for at have dækslerne på, når kikkert og teleskop ikke bruges, så der ikke engang kommer støv på, vil man kun yderst sjældent finde nogen grund til at bruge tid på rengøring af glassene. I den anden ende af spektret har vi en fuglekigger, der som minimum altid har sin kikkert med sig i tasken eller i handskerummet i bilen. Kikkert og teleskop kommer her med til kysterne, i skoven og ethvert sted, hvor der i øvrigt kan være fugle – selvom det regner og blæser! I et sådant tilfælde vil der regelmæssigt være god grund til at rense sin kikkert og/eller sit teleskop for både sandkorn, støv og pletter efter regn.
Den egentlige måde at vurdere det på er altså ved at holde lidt øje med, hvordan kikkerten ser ud og lyder. Knaser eller skurrer øjestykker, fokushjul og dioptri, når du drejer på dem, så er det nok på tide med en rengøring. Oplever du mørke pletter i synsfeltet, når du kigger i dit teleskop? Så tjek lige, om ikke glasset har brug for en tur under rensekluden!
Hvordan forebygger du, at din kikkert eller dit teleskop har brug for rengøring og vedligeholdelse?
Det er godt at have muligheden for at rengøre sin kikkert og sit teleskop, når der er brug for det, men endnu bedre er det selvfølgelig, hvis man slet ikke får brug for det! Bruger man sit udstyr i alle mulige krævende situationer, er det dog stort set umuligt helt at undgå behovet for at det af og til skal gøres rent. Det betyder dog ikke, at man ikke kan minimerer hvor ofte ens kikkert skal børstes og pudses.
Her får et par gode tips til at vedligeholde dine kikkert eller dit teleskop, så du kan passe på dit udstyr:
1: Noget af det vigtigste at passe på er glasset på dit kikkertudstyr. Det er den mest sårbare del og samtidig også det dyreste at få repareret. Som nævnt foroven kan regelmæssig rengøring hjælpe til at passe på glasset. Derudover er det selvfølgelig en god idé at benytte sig af de medfølgende dæksler til både okular- og objektivglas. Mange benytter sig normalt ikke af objektivdækslerne (dem der sidder i den ende, hvor man kigger “ud af kikkerten”), imens de er i gang med at se på fugle, men når man pakker kikkerten væk, kan det være meget fornuftigt at tage dækslerne på, så man undgår at glasset bliver ridset. 2: De fleste kikkerter kommer med en form for taske, som man kan bruge til at transporterer dem. Brug gerne disse tasker til at opbevarer din kikkert, når du ikke bruger den. Når den ligger derhjemme eller i handskerummet kan det både beskytte mod støv og stød, hvis den af én eller anden årsag ryger på gulvet. Er kikkerten med på tur i handskerummet, på bagsædet af bilen eller måske i en rygsæk, vil kikkerttasken kunne beskytte mod slag og ridser. 3: Visse teleskoper kan udstyres med et hylster, der beskytter mod stød, slag og ridser og i nogen grad også støv og sand. Udsætter man sit teleskop for lidt af hvert, kan det være en stor fordel at beskytte det en smule ekstra på denne måde.
Når du skal have repareret din kikkert eller dit teleskop
Selvom man gør alt, hvad man kan, for at passe på sin kikkert eller sit teleskop, så sker der jo af og til uheld. Står man således og har brug for hjælp til en reparation, vil vi i Naturbutikken meget gerne hjælpe med alt, hvad vi kan! Skal du derfor have repareret et produkt, som du har købt hos os, har vi kontakt med de forskellige leverandører og deres værksteder. Du kan oprette en reparationssag og sende dit udstyr ind til os på Vesterbrogade i København, og hvis du bor i nærheden, er du selvfølgelig velkommen til selv at komme forbi med udstyret. Hvis din kikkert ikke er fra et mærke, som vi fører, er det ikke sikkert, vi kan hjælpe med selve reparationen, men du er altid velkommen til at spørge!
Klik her for at se vores fulde udvalg af teleskoper.
Klik her for at se vores fulde udvalg af håndkikkerter.
Klik her for at se vores fulde udvalg af rengøringsartikler.
Vores kunder giver de varmeste anbefalinger
Del din mening med os og hjælp os med at blive endnu bedre!
Bliv opdateret med alt det nye og spændende fuglekigger grej, begivenheder og tilbud
Vores mission
Danmarks bedste til kikkerter og teleskoper
Naturbutikken har Danmarks bedste udvalg i kikkerter og teleskoper. Vi er specialuddannede og deler gerne af vores egne erfaringer som fuglekiggere og naturguides. Desuden har vi Danmarks bedste specialboghandel med bøger om fugle og natur.
Ny fuglekikkert eller seriøs opgradering
Som Dansk Ornitologisk Forenings butik arbejder vi selvfølgelig ikke kun for at fremme interessen for fugle og natur i København, hvor butikken ligger, men også i resten af Danmark og i visse tilfælde Sverige og Norge. Derfor inviterer vi med glæde enhver spirende ornitolog til en snak om, hvad man skal kigge efter i en god kikkert til at se på fugle, ligesom vi også gerne supplerer de erfarne ornitologer med det nyeste udstyr.
Overskud går til naturbeskyttelse
Når du handler i Naturbutikken går overskuddet til Dansk Ornitologisk Forenings arbejde med fugle- og naturbeskyttelse i Danmark. Beskyttelsesarbejdet sker via politisk fortalervirksomhed, indsamling og formidling af viden, konkret beskyttelse af fuglelokaliteter samt opkøb og pleje af naturen.
Konkret naturbeskyttelse
Den konkrete beskyttelse af fuglelokaliteter og indsamling af viden baseres på frivillige aktører, som overvåger fuglelokaliteter, ringmærker fugle, bidrager til optællinger af udvalgte fuglearter og arbejder for at forhindre færdsel ved rovfuglereder eller beskyttelse af marker med ynglende fugle i dialog med lodsejere og myndigheder.
Naturområder
I Danmark passer Dansk Ornitologisk Forening godt 200 naturområder , mens den af DOF stiftede selvstændige fond, Fugleværnsfonden ejer 21 fuglereservater.
En del af verdens største naturbeskyttelsesorganisation
Internationalt arbejder Dansk Ornitologisk for at begrænse ødelæggelserne af særlige fuglelokaliteter i Kenya, Uganda og Nepal. På globalt plan er Dansk Ornitologisk Forening medlem af BirdLife International – verdens største naturbeskyttelsesorganisation med 13 mio. medlemmer og aktivister fordelt i 120 lande. BirdLifes medlemmer passer tilsammen 10.000 naturområder verden over.